| Tekst |
Side 225:Museet har i en rapportbog med indsendte rapporter fra Henvendelsessteder 1938 rapporter fra Thorsø fra 2. august 1938 og frem til årsskiftet, hvorfor det konkluderes, at aftale med Thorsø Automobilforretning må være truffet medio 1938. Stationen er ikke med i ZR's lommebog for 1939, (udgivet 1938) men optræder derimod som Henvendelsessted i telefontavler 1941 og 1943. I 1946 er Thorsø ophøjet til "Station", og vi gætter, at det er sket i forbindelse med, at Thorsø Automobilforretning fik ny ejer omkring 1945/1946, men sikkert er det naturligvis ikke. Fra en beretning udarbejdet af Aage Christensen ved vi, at der allerede i Møllers tid var etableret en vagtordning der sikrede, at telefonen altid blev taget. Vi har også materiale der viser, at ZR under besættelsen udstedte legitimationskort til Henning Bøtker, der var ansat på stationen. Fra en artikel i NYT FRA ZONE-MUSEET april 1996 skrevet af Aage Christensen citeres: At rykke ud med kranvognen var altid en spændende oplevelse, og selvom mange af opgaverne efterhånden blev mere rutineprægede, var der nogle som huskes bedre end andre. Vagn Broch og jeg skulle ud og redde en ko op af en tørvegrav. Da vi kom ud i mosen, var der to rækker grave og koen lå og plaskede i en af de bageste grave. Det var ikke muligt at bruge trebenet og taljen, så vi fik listet kranvognen baglæns ud ad den smalle jordvold mellem to grave i forreste række og fik koen op at hænge i kranen, men da vi langsomt begyndte at køre ind mod den faste del af mosen, begyndte jordvolden at skride ud, og da vi nåede ind på fast grund, skred hele jordvolden ud i graven. Jeg husker endnu Vagns ansigtsudtryk, da han så ud i tørvegraven, kløede sig lidt i nakken og sagde:'Ved du hvad Henning, det var da godt, vi kom væk derfra". Den dag den gamle kranvogn fik sit banesår, var jeg med chefen J.A.Møller på autohjælp; en stor Reo lastvogn, der havde lagt sig på siden i vejgrøften. Vi koblede kranen i forkofangeren og ville trække forvognen op på vejen, men Reoen var for tung, og kranvognen rejste sig bare op på baghjulene. Så fik vi nogle tilskuere til at stille sig op på kranvognens forkofanger for at holde forhjulene på jorden, men det blev for meget for den gamle trætte chassisramme, så den knækkede lige bag førerhuset i nogle bolthuller, hvor karosseriet var spændt fast. Det eneste der holdt, var den underste del af de U-formede chassisbjælker. Tilskuerne smilede lidt i skægget og troede, at vi nu måtte opgive at få vognen op, men vi gik stille og roligt i gang med at løfte og skubbe Reoens forende op på vejen ved hjælp af donkraftene og klodserne. Vi fik den så højt op, at vi kunne få rebtaljen i kofangeren og skråt over vejen til et vejtræ i modsatte side, og med hjælp af tilskuerne til at trække i taljen og skubbe på, fik vi vognen op at stå på vejen. Da vi havde set, der ikke var nogen skade på køretøjet, og chaufføren havde fyret op i generatoren og startet motoren, listede vi stille afsted i den lidt pukkelryggede kranvogn og nåede hjem i god behold. |
